En historie der virkelig har rørt mig dybt.
Skrevet af Jim Willis.
Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig" sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det "?, men så lod du dig formilde og kløede mig på maven.
Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, rordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdedesammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næden ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi giklange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi" is er dårligt for hunde", sagde du) og jeg tog lange lure i solen, ,ens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.
Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.
Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtig en"kærlighedsslave".
Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. Deklyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben,de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen- Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn- for dine kærtegn var nu så sjælden- og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt.
Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til ders bekymriger og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
Der havde været en tid, hvor du- hvis nogen spurgte dig om du havde hun- tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du blot svaret " ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig.
Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din "familie", mender var en tid,hvor jeg var det eneste familie, du havde. jeg var begejstret over køreturen, indtil vi kom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, affrygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne og sagde "jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende". De trak på skulderen og kikkede pinlig berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt til at vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop hade lært om venskab og loyalitet, om kælighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage mit haldbånd og line med. Du havde en deadline du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde
"Hvordan kunne du gør det?"
De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader.
De fodre os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden.
I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm ... eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød sig om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - udvidende om deres skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjent hjørne og ventede.
Jeg høre hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse.
Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg tå samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsihtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en tåre løb ned af hendes kind, jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde "Undskyld" . Hun krammede mig og forklarede mig hastig, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit " Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt. Må alle i git liv altid vise dig så stor loyalitet.
Husk at dyr også er levende væsen.